Styrk din præsentation med feedback

Ligegyldigt hvor rammende, god og effektiv du finder din tale eller din præsentation, så er det en stor fordel at få et andet sæt øjne til at se på dem og give dig noget feedback.Læs her, hvordan du griber det an.

For mange kan det være hårdt at modtage feedback. Du skal dog huske, at det er din præsentation og ikke dig, der bliver kritiseret. Og så er det i øvrigt vigtigt både at give og modtage feedback konstruktivt, konkret og kærligt.

Her er nogle tips til at få brugbar feedback på dine præsentationer:

Gør dig klart, hvor i processen du gerne vil have feedback
Der er sjældent tid til mange omgange feedback, så sørg for at få feedback på det tidspunkt, du mener, du vil få mest ud af det. Og sørg for at få svar på de spørgsmål, der er mest presserende på det givne tidspunkt i processen. Er du i starten af processen, kan du spørge ind til, om din idé er god, om du har de vigtigste pointer med, om dine eksempler virker gode. Er præsentationen allerede udført, kan du spørge ind til, om det overordnede budskab stod tydeligt frem, hvad du kan gøre bedre næste gang osv. Husk at skrive det ned! Så er du sikker på at huske guldkornene, når du skal bruge dem.

Gør konteksten for præsentationen klar
Det er vigtigt at gøre konteksten for din præsentation klar for den person, der skal give dig feedback. Hvad er formålet med præsentationen? Hvem er modtagerne? Hvor skal præsentationen foregå? Du kan også gøre opmærksom på andre omstændigheder – fx om dit publikum allerede kender dig.

Stil de rigtige spørgsmål
Det giver ofte en bedre og mere præcis feedback, når du stiller spørgsmål til det, du gerne vil have svar på. Du kan stille generelle spørgsmål til præsentationens kvalitet. Er oplæggets argument klart? Er sproget passende for målgruppen? Eller er talen godt disponeret? Det kan dog være en stor fordel at stille mere konkrete spørgsmål – er sproget for abstrakt, og er der brug for flere konkrete eksempler? Er indledningen fængende? Eller opsummerer afslutningen præsentationen passende?

Spørg ind til feedbacken, hvis du er usikker på, hvad der menes
Det giver i princippet sig selv, at misforståelser er uønskede. Så hvis du er tvivl om, hvad der menes med den feedback, du får, så stil opfølgende spørgsmål.

Lyt til feedbacken i stedet for at forsvare dig
Husk, at det er din præsentation og ikke din person, der bliver givet kritik på. Er du uenig i kritikken, kan det være udmærket at diskutere den. Men kom ikke med dårlige undskyldninger. Lyt i stedet til kritikken og brug den konstruktivt.

Få gerne feedback fra flere
Det kan sagtens være givtigt at få feedback fra bare én person, men nogle gange er det en fordel at bede flere personer om deres opfattelser. Vi opfatter ikke ens, og får du feedback fra flere, kan det redde dig fra tyranniet af én persons bedømmelse. Det kommer dog an på, hvad du søger feedback på. Vil du have feedback på dispositionen, kan én kompetent person på området være nok. Hvis du spørger til præsentationens tone, eller om de eksempler, du bruger, er gode, kan det være en fordel med feedback fra flere.

Du kan se mere om vores kurser og individuelle træning her!

 

Kontakt os

Vi sidder klar på tlf. 32 95 55 95 eller du kan udfylde formularen herunder, og vi kontakter dig hurtigst muligt.